Min afrikanske hverdag

Kl. 5.20 ringer mobilen. Tit er jeg vågen eller har i hvert fald været det flere gange siden kl. 4, hvor hanen senest begynder at gale, pigerne begynder at stå op og feje og musikken fra shoppen begynder at lyde ind igennem væggen.
På med løbeskoene og tøjet, og så smutter Jules og jeg en tur til enden af village-road.

Hvis det ikke er løbedag, så sover vi helt til 5.45. Vækkeur er ellers ret atypisk Zambia, de andre vågner bare når de vågner (mellem 4 og 5 dog, undtaget af regnvejrsdage)

Vi klargør på skift en halv spandfuld lunken (regn-)vand og tager os hver et plaskebad. Pigerne møder kl. 7, så vi finder selv morgenmad og tekopper frem, dog oftest hjulpet lidt af de tilbageblevne piger (af en eller anden grund, er der ALTID nogle som ikke skal i skole… tit pga. malaria) eller amai-Miriam. Morgenmad består oftest af to scones og en kop te, denne byttede vi i sidste uge ud med selvindkøbt pulver ’kaffe’. Der er dog ikke meget kaffesmag at finde…

Der er egentlig mødepligt fra kl. 6.40 på skolen, men børn og lærere kommer dumpende fra kl. 7 af og en times tid frem. Skoleskemaet begynder kl. 7, men oftest er vi i gang lidt i otte efter at eleverne har fejet HELE skolen med deres små koste lavet af kviste og blade. 

Efter en formiddag med undervisning og larmende børn tøffer vi hjem ad for at slappe lidt af, vaske tøj, skrive dagbog eller læse inden frokost. 

Frokost indtages sammen med vores søstre og hønsene på sivmåtten udenfor i køkkenet og er et værre madsvineri. Frokosten består altid af nshima (majsgrøden) og en eller to slags relish. Dette kan enten være sweet patatoleaves, kål, pumpkinleaves, røræg, soyapieces (favorit!), en slags aubergine, kartofler, bønner og sjældne gange fisk eller kylling. Abi, vores yngste søster, er heldigvis også vegetar.
Der siges at være mad kl. 13, men den nærmer sig næsten altid 15 før maden er klar. 

Eftermiddagsprogrammet er meget varierende! Enten er vi på skolen og lejer med børnene (egentlig skulle vi lære at læse og skrive eller lave atletik, men lærerne har lidt svært ved at huske at dukke op), vi er på Nyimba Secondary School for at snakke med pigerne, dyrke sport eller deltage i deres arrangementer, tager en tur til boma (boma=byen) og køber diverse mangler ind fx toiletpapir, drikker kaffe med Hannah og Ninna, får nsenga-undervisning eller sidder og venter på at der vil dukke nogle op til vores women’s class. 

Det er bælg-mørkt kl. 19, så der er vi senest hjemme. Så er der dømt hygge med pigerne, film i shoppen eller Julie-Dorte tid på værelset. Alt for sent, oftest nærmer den sig 21, er der aftensmad. Med maverne fulde af typisk majs børster vi tænder i lyset fra pandelampen og smutter en tur på chimbuzi med vores selvindkøbte toiletpapir i håb om, at jeg ikke vågner midt om natten og skal bevæge sig derud selv. 

Myggenettet pakkes omhyggeligt ind under madrassen og vi krydser fingre for, at der ikke kommer alt for mange kryb ind. Hvordan kæmpe(!!!) edderkoppen kom ind under Julies net og frøen under mit, er et mysterium vi helst ikke vil tænke for meget på. Jeg skriver et par ord i dagbogen og får lige mumlet ’Tak for en god dag asissi. Sov godt’ inden jeg falder i søvn i lagenposen med hovedet på medbragte fleecetrøje og oftest til lyden af støjende nigerske nollywood film.